Chanel Plejeguide: Sådan Passer Du Din Taske – Reluxe.dk

Chanel Plejeguide: Sådan Passer Du Din Taske

Chanel Plejeguide: Der findes få ting i en garderobe, der er investeret så meget håndværk i som en Chanel-taske – og få ting, der belønner rigtig pleje så tydeligt. En velholdt Chanel kan bogstaveligt talt holde generationer, mens en, der er passet forkert, kan tabe det meste af sin værdi og charme på få år og præcist derfor har vi udarbejdet denne Chanel Plejeguide. Din investering skal gerne give dig glæde så længe som muligt og skal helst kunne gensælges for så høj værdi som muligt.

I denne Chanel Plejeguide gennemgår vi ikke bare de kendte grundregler, de fleste allerede har hørt – vi dykker også ned i de detaljer, selv erfarne Chanel-ejere ofte overser, og som kan være forskellen på en taske, der ældes smukt, og en, der ældes grimt eller for hurtigt.

Kend dit materiale, før du plejer det

Chanel bruger flere forskellige skind- og materialetyper, og de kræver ikke samme behandling. At behandle en caviar-læder-taske, som var den lammeskind, er en af de mest almindelige fejl, vi ser, og i denne Chanel Plejeguide får du tips og tricks til, hvordan du behandler de forskellige materialer bedst.

  • Lammeskind (lambskin): Blødt, glat og luksuriøst – men også det mest sårbare skind i Chanels sortiment. Det ridser og mærker let, og det er særligt følsomt for fugt og direkte sol.
  • Caviar-læder: Det teksturerede, "kornede" skind, der er markant mere modstandsdygtigt mod ridser og vandpletter end lammeskind.
  • Patentlæder: Skinnende og vandafvisende, men kan udvikle revner, hvis det opbevares foldet eller i kulde over tid.
  • Tweed: Kræver en helt anden tilgang end skind – børstning i stedet for creme, og ekstra beskyttelse mod møl.
  • Hardware (CC-lås og kæderem): Typisk forgyldt eller forsølvet metal, som kan tone eller ridse, hvis den ikke behandles for sig.

De kendte grundregler

  • Opbevar tasken i støvposen, når den ikke er i brug
  • Stop tasken ud med stof, pude, silkepapir eller en ren, hvid klud, så den bevarer sin form
  • Undgå direkte sollys og fugt
  • Overbelast ikke tasken
  • Tør straks eventuel væde af med en tør, ren klud – aldrig gnid, kun dup

De overraskende tips, de færreste kender

Roter dine tasker, hvis du har flere. Ensidig brug skaber ensidig belastning på ét hængsel og én kant.

Parfume, håndsprit, håndcreme og hårspray er en skjult fjende. Alkoholbaserede produkter kan misfarve og udtørre læder. Sprøjt altid parfume færdigt, før du tager tasken på.

Silica-gel-poser er ikke kun til skokasser. De hjælper med at holde skindet fri for overskydende luftfugtighed i støvposen.

Undgå plastik ved opbevaring. Plastik forhindrer skindet i at "ånde" og kan fremme mug ved længere opbevaring.

Kæden fortjener sin egen omtanke. Et tyndt lag specialiseret metalpolish et par gange om året holder den skinnende uden at ridse den.

CC-låsen skal bruges blidt, ikke hurtigt. Åbn og luk den roligt for at forlænge dens levetid.

Datokoden er en del af tasken. Undgå at fjerne eller beskadige den, selv ved rengøring.

Hvilke produkter skal du bruge – og hvor køber du dem?

Det er ikke ligegyldigt, hvilket plejeprodukt du vælger til hvilken skindtype. Forkerte produkter kan i værste fald skade skindet mere, end det hjælper. I denne Chanel Plejeguide anbefaler vi de brands og forhandlere, vi selv har positive erfaringer med, og hvor der er solid dokumentation for produkternes effekt.

Til lammeskind (lambskin): Vælg altid en mild, uparfumeret læderlotion beregnet til fint, glat skind. Collonil 1909 Supra Lotion er et anerkendt, skånsomt valg og findes hos danske forhandlere som NEYE.dk, Hugo-P.dk og Carterstore.dk. Har du en mørk taske, f.eks. navy, brun eller sort, er Gold Quality (ROC.dk) også et godt valg, men vi anbefaler aldrig denne til lysere tasker eller tasker i klare farver, da den mørkner læder og dermed farven på din taske. Du kan også med succes bruge Saphir Médaille d'Or Nappa Balm (Leatherfriends.dk), som er en plejende creme-lotion, der er særligt udviklet til fint og sart læder, såsom lammeskind. Den plejer læderet uden at ændre dets naturlige finish eller tilstoppe porerne. Apple Brand Leather Conditioner (findes bl.a. via Amazon) anbefales også. Det er en mild, ikke-fedtende læderpleje, der er populær blandt ejere af luksustasker, da den holder læderet smidigt, og som også er meget velegnet til Louis Vuitton Vachetta, da det ikke gør læderet mørkere.

Til lammeskind bør du absolut undgå plejeprodukter med voks og silikone: brug aldrig tunge skocremetyper, sadelsæbe eller voksrig balsam/læderfedt, da de ophober sig i quiltesyningerne.

Til caviar-læder: Brug en mild lædercreme frem for fedt. Collonil Luxury Leather Cream eller ROC's Medium Rens (findes på ROC.dk) er gode valg. Det anbefales generelt ikke at bruge tunge fedtprodukter, såsom Gold Quality-læderfedt, til caviar-læder. Caviar-læder har en slidstærk, pigmenteret overflade med en nubret struktur, der kan blive klæbrig eller mat, hvis tunge voks- og fedtprodukter tilstopper læderets tekstur. Vælg i stedet en let, vandbaseret og voksfri lotion eller et mildt skumrensemiddel. Det er en stor fordel at beskytte struktur i caviar læder mod fugt og snavs med en imprægneringsspray. Collonil Carbon Pro er en spraybaseret imprægnering, der danner en usynlig, netlignende beskyttelse mod vand og snavs, uden at ændre læderets farve, struktur eller åndbarhed – velegnet til strukturerede/kornede læderoverflader som caviar. Findes hos Skowolter.dk og Footstore.dk. En anden meget vigtig detalje omkring caviar læder er, at du bør behandle lyse caviar-tasker proaktivt før første brug. Caviar-læder i lyse farver er særligt udsat for farveoverførsel fra mørkt tøj som jeans. Et forebyggende lag imprægneringsspray (fx Carbon Pro) før tasken tages i brug første gang kan reducere risikoen for, at farvestoffer sætter sig i læderets struktur.

Til patentlæder: Brug en fugtig, blød klud til daglig aftørring, og et produkt specifikt til patent-/laklæder ved dybere rens – findes hos Skowolter.dk.

Til tweed: En blød tekstilbørste samt Collonil One for All skum er bedste valg til at fjerne overfladisk snavs. Fås hos NEYE.dk.

Til hardware: Brug en blød mikrofiberklud eller en mild sølvpudseklud (findes hos guldsmede eller i Matas' smykkepleje-afdeling).

Test altid et nyt plejeprodukt et diskret sted på tasken først, uanset hvor anerkendt produktet er.

Sjov detalje: Hvorfor er quiltingen der overhovedet?

Det ikoniske diamant-mønstrede quiltemønster ("matelassé") stammer efter sigende fra Coco Chanels egen fascination af jockeyers ridejakker, hun så under hestevæddeløb. Mønstret var oprindeligt praktisk, designet til at holde polstringen på plads i jakker, før det blev overført til lædervarer.

Bemærk

Denne Chanel Plejeguide er generel vejledning – den konkrete pleje kan variere afhængigt af din specifikke Chanel-models alder, skindtype og tidligere behandling. Som med al vintage og preloved luksus må der forventes naturlige tegn på alder, patina og almindeligt brugsspor over tid.

Leder du efter din næste Chanel?

Hos Reluxe.dk håndplukker og autentificerer vi hver eneste Chanel-taske, før den lander i vores butik.

Chanel Plejeguide: Ofte stillede spørgsmål

Kan man vaske en Chanel taske?

Nej, Chanel-tasker skal aldrig vaskes med vand og sæbe. Skind og tekstil skal renses med specialiserede, skind-egnede produkter eller af en professionel læder-restauratør.

Hvor skal jeg opbevare min Chanel taske?

I den medfølgende støvpose, stoppet ud med stof eller silkepapir, på et tørt, mørkt og temperaturstabilt sted.

Hvor tit skal en Chanel taske plejes?

En let inspektion og aftørring efter hver brug, samt en mere grundig pleje 2-4 gange årligt, afhængigt af hvor ofte tasken bruges.

Kan caviar-læder tage skade af regn?

Caviar-læder er mere vandafvisende end lammeskind, men det er ikke vandtæt. Længere eksponering bør undgås.

Tilbage til blog